Elisabeth-freskerne

 

OM

I årene 1928-1935 udsmykkede kunstneren Jais Nielsen forhallen og alle murflader i det tre etager høje trappeløb på Sankt Elisabeth Hospital på Amager. Et murmaleri, der skildrer den hellige Elisabeths liv (1207-1231), og som skulle blive Danmarks næststørste fresko, kun overgået af Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke.

Nu, 80 år senere, har konservatorer fra Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst med midler fra Ny Carlsbergfondet restaureret freskerne. ”Elisabeth-freskerne” kommer hele vejen rundt om både værket og restaureringsprocessen, som netop er afsluttet.

I bogen fortæller Dorthe Aagesen, overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst, om Elisabeth-freskernes tilblivelse. Hun afkoder desuden udsmykningen billede for billede og fortæller om Jais Nielsens udvikling ”fra kubist til kirkemaler”.

Bogens forord er skrevet af formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt. Forfatteren Synne Garff formidler i interviewform konservatorernes overvejelser i forbindelse med restaureringen, og hvad de har gjort for at genrejse værket. Synne Garff fortæller endvidere legenden om den dybt religiøse Elisabeth, der afskrev både sine børn og sin materielle rigdom for at hjælpe samfundets svageste.