16. februar 2019

Foredrag om at genvinde livsmodet

En personlig beretning fra rejser på kanten af krig og nød og et vidnesbyrd om, hvordan metoden bibelsk sjælesorg kan give fornyet livsmod til traumatiserede

Bogen Når Gud bøjer sig er min personlige beretning fra en verden, de færreste har adgang til. I bogen fører jeg samtaler om tro, fortvivlelse og afmagt med forfulgte kristne, flygtninge, fængslede, aids-syge, børnesoldater, kirkeledere og traumeeksperter rundt om i Mellemøsten og Afrika. For hvordan får man mod på livet igen, når man har mistet et barn? Er blevet voldtaget eller tortureret? Har oplevet alvorlig sygdom? Eller måske selv har forfærdelige ting på samvittigheden?

Da jeg erfarer, hvordan metoden bibelsk sjælesorg får traumatiserede mennesker til at genvinde livsmodet, begynder en personlig rejse for at forstå, hvad det er, de bibelske fortællinger kan, når de kombineres med psykologi og drøftes i grupper.

I foredraget åbner jeg med billeder og ord for en anden verden.

Kristeligt Dagblad: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ til NÅR GUD BØJER SIG.