30. marts 2011

Himmelhelten – ny spændingsroman om tro, håb og kærlighed (himmelhelten.dk)

Ingen kan vide, om Jesus var Guds søn. Kan man virkelig tro på, at Jesus opstod fra de døde? Det er både gådefuldt og totalt grænseoverskri­dende. For mig er historien om Jesus blevet mere og mere nærværende med årene. Beretningen om hans opstandelse fortæller mig, at når tilværelsen virker allermest håbløs, sker undertiden det utroligste: Lyset kan slå revner i mørket og vælde mig i møde. Det er påskehåbet, som Grundtvig lader komme til orde i min yndlingssalme ”Hil dig frelser og forsoner” med linjerne: ”Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, Frelser, af din nåde”.